En havebegynders bekendelser - 3. del

31. Maj 2017

En havebegynders bekendelser - 3. del

Nå, så er det udplantningstid, kan jeg forstå på alle andre, der lystigt udplanter deres gevaldige vækster enten i drivhus eller på friland. Det er endelig blevet lunt og dejligt solskin derude og der burde ikke længere være risiko for nattefrost.

EN HAVEBEGYNDERS BEKENDELSER - 3. DEL

Mine egne plantebørn er dog ikke så heftige i størrelsen, som dem jeg har set - og beundret - hos andre. Og dette bekymrer mig en smule. Selvom jeg har fulgt alle instrukser til punkt og prikke, så er en del af mine planter lidt skravlede og nogle er bare mindre af vækst. Er det mon bare fordi, at jeg er gået senere i gang end så mange andre? Eller har jeg alligevel gjort noget galt?

Mini-krydderurter og livlige agurker

For eksempel er alle mine krydderurter bare nogle små spirer med to blade på hver spinkle lille stilk. De er ikke afgået ved døden, visne eller gule - de er bare gået helt i stå og har ikke udviklet sig i ugevis. Jeg har dog besluttet at lade dem forblive i vindueskarmen lidt endnu i håb om, at det lunere vejr og mere sollys vil give dem livskraft og mod på tilværelsen.

Og så overvejer jeg i øvrigt at starte et nyt hold krydderurter op. Men som jeg har været inde på før, så er det jo bare at prøve sig frem og se, hvad der sker.

Til gengæld er der masser af liv i mine agurkplanter. De vokser på livet løs og er blevet høje med flere sæt blade. Jeg har netop pottet dem om fra de små potter de blev spiret i og til nogle større urtepotter. Egentlig ville jeg have sat dem i nogle endnu større potter, men der var ikke flere ledige. Så nu må de klare sig, hvor de er, til der er nogle store potter fri eller til de kan komme på friland et lunt og vindstille sted.

Indtil videre står de fint i et par rødlerspotter og de har fået en støttepind hver af smukke, snoede kaprifoliegrene. De næste dage kommer de "på græs" et par timer hver dag, så de kan vænne sig til de udendørs temperaturer.

En havebegynders bekendelser - 3. del

Græskar og hestemøg ad libitum

Noget andet der også gror vellystigt og ser ud til at stortrives, er mine græskarplanter. Det har faktisk overrasket mig, hvor hurtigt det er gået, fra jeg såede dem og til de har opnået en fornuftig størrelse. Jeg har læst en masse om græskarplanters rygt og pleje, og har fundet ud af, at de skal plantes et solrigt sted i en god og velgødet jord.

Heldigvis for mig er jeg hestepige, og har derfor adgang til hestemøg ad libitum. Om et par dage (i skrivende stund) skal mine to heste på sommerfold og mæske sig i saftigt grønt græs, og det betyder, at deres vinterfold er ledig, og jeg har i den anledning besluttet mig for at anlægge en lille køkkenhave der, hvor jeg også vil lave min egen lille pumpkin patch.

En havebegynders bekendelser - 3. del

Så planen er, at jeg skal grave godt i jorden og vende den med hestemøg, inden mine græskarplanter skal sættes i jorden. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvordan de får de bedste vækstbetingelser, og jeg glæder mig virkelig til at omsætte min viden til praksis - og forhåbentlig i sensommeren og efteråret kunne høste fine, orange græskar, som skal bruges til forskellige kulinariske lækkerier.

Nanna Schrøder står bag Instagram kontoen LÆKKERBISKENER & ANDRE HYGGERIER. Her deler hun ud af smukke billeder og inspiration. Nanna, er 33 og bor i en mindre by ved kysten på det østlige Sjælland. Som barn voksede hun med en stor have, en naturinteresseret far og en haveentusiastisk mor. Hun interesserer sig gevaldigt for det kulinariske og har gennem en del år eksperimenteret med syltetøj, saft, sirup, forskellige slags salt og sukker, og med at udvikle egne opskrifter. Nu har hun kastet sig over et nyt projekt - nemlig at dyrke have selv.





Mere fra vores Blog

Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne
Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne

12. Juni 2017

Lav dine egen sommerbobler med denne opskrift på hylde-blomstchampagne fra River Cottage Spring.

Læs mere

Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft
Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft

16. Maj 2017

Blomster som syrener dufter fantastisk og smager endnu bedre. Brug syrener i saft, syltetøj, i is-tern og som drys på kager!

Læs mere

Hvordan lave man en frøbombe?
Hvordan lave man en frøbombe?

09. Maj 2017

En frøbombe er helt enkelt en kugle af ler eller lerjord fyldt med frø. "Bomberne" kan kastes på forskellige steder, hvor man gerne vil have, at det begynde at spire. Mens frøene i bomben venter på at spire, er de beskyttet fra at blive spredt af vinden eller spist af fugle.

Læs mere