En havebegynders bekendelser - 2. del

28. April 2017

En havebegynders bekendelser - 2. del

"Ompotning, hvad ved jeg egentlig om det?" spørger jeg mig selv. Når det kommer til potteplanter og stiklinger har jeg efterhånden fået samlet mig en smule erfaring, men spirer...? Der er jeg på bar bund.

Jeg har forsøgt at læse mig til noget viden, men er kommet til den konklusion, at jeg nu er mere forvirret end før. Informationen på frøposerne er i hvert fald ikke til megen hjælp, der står mere om, hvordan planten eller grøntsagerne kan bruges, når de engang er høstet, og så lidt om i hvilke måneder man kan forspire eller så direkte i jorden og hvor dybt, men intet om, hvorledes man skal håndtere de spirer, som frøene udvikler sig til i første omgang.

Spirer ved en korsvej

Jeg tænker, at når man først har prøvet det nogle gange, så skænker man nok ikke frøposernes info mange tanker, for så ved man vel, hvordan det hele skal gribes an. Men når man er ny i spirer-verdenen, så er det noget uheldigt, at man pludselig finder sig selv og alle sine spirer ved en korsvej - for skal man lade dem blive i deres små potter lidt endnu eller er de klar til at komme videre?

EN HAVEBEGYNDERS BEKENDELSER 2. DEL

Jeg har derfor læst mere om emnet, og nu kommer vi til den helt store forvirring. Nogle steder står der, at man skal potte sine spirer over i noget større, når de har nået en højde på ca. fire centimeter. Andre steder har jeg læst, at spirerne først må pottes om, når de har dannet deres andet sæt blade. Så hvad gør man så? Og hvad hvis ens spirer slet ikke danner et andet sæt blade, som fx løg?

Mavfornemmelsen holder stik

Jeg vil så gerne gøre det godt og rigtigt for mine spirer, og jeg vil jo især også rigtig gerne opleve succés, så jeg til sommer kan høste frugten af mine anstrengelser. Derfor har jeg besluttet mig for at gå med min mavefornemmelse. Der er jo ikke andet for end at prøve sig frem.

EN HAVEBEGYNDERS BEKENDELSER 2. DEL

Mine agurker er heldigvis både over fire centimeter høje og har dannet deres andet sæt blade. Derfor har jeg med friskt mod valgt forsigtigt at tage dem op af deres små potter og anbringe dem i noget større.

Som en dånende adelsdame

Kort efter ompotningen blev jeg bange for, at jeg alligevel havde gjort noget galt, da den største af de små planter lagde sig som en dånende adelsdame langs pottens jord. Havde jeg mon været for tidligt ude? Havde jeg været for hårdhændet? Havde jeg rørt for meget ved de åbenbart sarte rødder og stængel og ikke kun ved bladene? Kunne lugtesalt få planten på højkant igen og hvor skaffer man egentlig den slags fra?

Men efter en sjat vand og et par timer vendt mod sollyset rejste planten sig igen og står nu mere struttende end nogensinde, så noget må jeg have gjort rigtigt.

Gæsteblogger Nannas havebekendelser del.2

Mine chilier, peberfrugt og mine krydderurter har endnu ikke udviklet deres andet sæt blade, selvom flere af dem nærmer sig en højde på fire centimeter, så for ikke at risikere noget har jeg valgt at lade dem gro lidt videre, inden de også pottes om. 

Til gengæld har jeg vovet at plante mine salatspirer over i en bakke, så jeg nu har et helt lille salatbed stående i vindueskarmen. Om det har været et fornuftigt træk, vil vise sig, men de ser ud til at trives, eftersom de hverken er visnet ind eller har følt sig nødsaget til at lægge sig.

Frygt og forventning

Nu går jeg her og kigger til mine spirer hvert andet øjeblik med lige dele forventninger om, at de er vokset adskillige centimeter siden jeg sidst kiggede til dem og frygt for, at de ligger hensygnende og kigger bebrejdende på mig. Selv om man er nybegynder, får man i hvert fald hurtigt et forhold til de små grønne fiduser.

Fra Urban Garden Companys gæsteblogger Nanna

Nanna Schrøder står bag Instagram kontoen LÆKKERBISKENER & ANDRE HYGGERIER. Her deler hun ud af smukke billeder og inspiration. Nanna, er 33 og bor i en mindre by ved kysten på det østlige Sjælland. Som barn voksede hun med en stor have, en naturinteresseret far og en haveentusiastisk mor. Hun interesserer sig gevaldigt for det kulinariske og har gennem en del år eksperimenteret med syltetøj, saft, sirup, forskellige slags salt og sukker, og med at udvikle egne opskrifter. Nu har hun kastet sig over et nyt projekt - nemlig at dyrke have selv.





Mere fra vores Blog

Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne
Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne

12. Juni 2017

Lav dine egen sommerbobler med denne opskrift på hylde-blomstchampagne fra River Cottage Spring.

Læs mere

En havebegynders bekendelser - 3. del
En havebegynders bekendelser - 3. del

31. Maj 2017

Nå, så er det udplantningstid, kan jeg forstå på alle andre, der lystigt udplanter deres gevaldige vækster enten i drivhus eller på friland. Det er endelig blevet lunt og dejligt solskin derude og der burde ikke længere være risiko for nattefrost.

Læs mere

Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft
Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft

16. Maj 2017

Blomster som syrener dufter fantastisk og smager endnu bedre. Brug syrener i saft, syltetøj, i is-tern og som drys på kager!

Læs mere