Aarstidernes Køkkenhave – en boganmeldelse

12. Maj 2016

Aarstidernes Køkkenhave – en anmeldelse
Vi har bedt vores grønne ambassadør, Katja, at tage en nærmere kig på en af vores dejlige havebøger fra butikken.

Aarstidernes Køkkenhave – en anmeldelse
Til en start var jeg ikke imponeret. Men bogen Aarstidernes Køkkenhave bestod alligevel køkkenhave-bogs-prøven. Med pil op og kryds og slange. Det er der 7 gode grunde til.

Af Katja Hemming Hansen, minkøkkenhave.dk

Aarstidernes Køkkenhave – en anmeldelse

Frank van Beek er Gartner af Guds Nåde på fjerde generation. Det er ham, der holder styr på Aarstidernes 100 hektar grøntsager, og så har han lært kok og medgrundlægger af Aarstiderne Søren Ejlersen og Jacob Dietz, også fra Aarstiderne, hvordan man dyrker køkkenhave. Det er de tre herrer der står bag bogen Aarstidernes Køkkenhave.

Aarstidernes Køkkenhave – en anmeldelse

Og noget af det vigtigste de to sidste har lært af Gartner Frank er en lille sætning, som jeg allerede har skrevet bag øret, og som jeg kraftigt overvejer, om jeg skal få tatoveret et eller andet smart sted. Den går sådan her:

- Det vi giver opmærksomhed, det vokser.

Og det er jo bare så sandt. Som i mega sandt. Både i køkkenhaven så vel som i livet. Hold fokus på det der gror.

Og det er bare et enkelt af de mange guldkorn, som man kan høste i bogen.

Ved første øjekast tænkte jeg dog:

- Nå dada! Den køkkenhavebog er de tre herrer da kommet pænt let henover.

Og det var nok fordi, jeg som det første bladrede igennem dyrkningsvejledningerne, hvor hver grøntsag har fået en til to sider i bogen. Med ganske lidt tekst. En kort introduktion, efterfulgt af fakta som såtidspunkt, plante- og rækkeafstad, vanding, gødning, gode og dårlige naboer, høst og sædskifte og så videre.

Umiddelbart tænkte jeg, at det var lige lovlig magert med information. Men da jeg så fik sat mig ned i ro og mag og fik set bogen efter i sømmene, så opdagede jeg en masse lækkerier.

1. For det første et længere indledende kapitel om dyrkning af køkkenhave. Det er overskueligt og let at gå til, og jeg får fornemmelsen af, at jeg efter at have læst det har fået den vigtigste viden. Jeg har dyrket køkkenhave siden 2014, (det bliver til tredje sæson mens jeg skriver denne anmeldelse) og der er masser af viden at hente for mig.

2. For det andet et lille kapitel om at dyrke grøntsager på altanen.

3. For det tredje et kapitel om biodynamisk dyrkning. Noget jeg egentlig gik og troede var lidt hokus-pokus-agtigt. Men når selv Frank (som jo er fjerde generations gartner) oplever, at der er mærkbar forskel på, hvornår han sår, planter og høster i forhold til månens rytmer, og hvordan de rytmer påvirker levende organismer, så bliver jeg godt nok nysgerrig og får straks lyst til at anskaffe mig Maria Thuns såkalender. Maria Thun er vel en slags biodynamisk helgen eller moder. Hun var i hvert fald en biodynamisk forsker, der gennem mere end 50 år lavede forsøg med dyrkning efter naturens rytmer.

4. For det fjerde et skema over blandt andet så-tidspunkter, plante- og rækkeafstand, sådybde, hvor meget gødning og forventet høst i kilo eller styk.

5. For det femte et sygdomsregister, der er lige til at slå op. Find den pågældende plante og du vil kunne se hvilke typer af sygdomme, den kan rammes af, og hvordan du kan forebygge eller afhjælpe problemet.

6. For det sjette er der til salat-elskeren, en guide til hvordan du kan høste salat hele året.

7. For det syvende er der register bag i. Og det er især smart fordi dyrkningsvejledningerne ikke kommer i alfabetisk orden, som jeg elleres nok ville have foretrukket.

Alt i alt en overskuelig, lettilgængelig bog, der går lige til stålet og leverer de fakta og den viden du har brug for.

Og det er derfor bogen har bestået køkkenhave-bogs-prøven. Den var nemlig med i køkkenhaven en varm dag i maj. Det var en af den slags dage, hvor det skulle gå lidt tjept. For min datter fra 2011 (fire et halvt år i skrivende stund) var med, det var varmt, og vi var begge utålmodige efter at komme ind i skyggen et sted og få en is. Der skulle med andre ord noget i jorden. Og det kunne kun gå for langsomt.

Om en bog kan bestå køkkenhave-bogs-prøven vil vise sig sådan en dag, hvor man lige skal være sikker på, hvor meget gødning majs skal have, hvor meget plads der skal være mellem rækker og planter, og hvem er det nu i øvrigt majs bliver glade af at vokse ved siden af, og hvem gør dem modsat sure. Sådan nogle hard core køkkenhave-facts. Og der må jeg bare konstatere, at Aarstidernes Køkkenhave leverer varen, den er virkelig god at have med i køkkenhaven til det hurtige opslag.

Og når det nu er Søren Ejlersen (som jo er kok), der har samlet holdet til bogen, så må det jo selvfølgelig være sådan, at noget af bogen reserveres til opskrifter. Godt og vel en tredjedel af bogen er fuld af inspiration til køkkenet, når høsten er i hus. Man kunne sikkert sagtens have lavet en bog ud af hvert emne, en bog til dyrkning og en til tilberedning af høsten. Men nu blev det en kombination, og det tror jeg nu nok, jeg skal blive glad for.

Men først skal der såes og bedes. Senere skal der høstes og spises.

Dyrk vel!

 

 

Haveblogger Katja Hemming Hansen
Katja Hemming Hansen

Når Katja Hemming Hansen ikke er i køkkenhaven, så arbejder hun freelance som journalist samt video- og kommunikationsrådgiver.

Katja skriver også bloggen minkøkkenhave.dk med tips og tricks til din køkkenhave.





Mere fra vores Blog

Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne
Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne

12. Juni 2017

Lav dine egen sommerbobler med denne opskrift på hylde-blomstchampagne fra River Cottage Spring.

Læs mere

En havebegynders bekendelser - 3. del
En havebegynders bekendelser - 3. del

31. Maj 2017

Nå, så er det udplantningstid, kan jeg forstå på alle andre, der lystigt udplanter deres gevaldige vækster enten i drivhus eller på friland. Det er endelig blevet lunt og dejligt solskin derude og der burde ikke længere være risiko for nattefrost.

Læs mere

Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft
Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft

16. Maj 2017

Blomster som syrener dufter fantastisk og smager endnu bedre. Brug syrener i saft, syltetøj, i is-tern og som drys på kager!

Læs mere