Kunsten at være selvforsynende i byen

02. Maj 2016

selvforsynings-projekt i byen
Maria har startet et selvforsynings-projekt, og vi følger med på sidelinjen, fra frø til spisebord. Læs om hvorfor hun ønsker være selvforsynende i byen og hvad hendes projekt går ud på. Tag godt i mod Maria Erica Jensen fra bloggen denlillehave.com

Det er utroligt skønt at kunne være selvforsynende af frugt og grønt, selvom du bor i byen, og heldigvis er der flere og flere, der opdager, at det faktisk godt kan lade sig gøre. Jeg har selv startet et selvforsynings-projekt, som jeg har fået fornøjelsen at samarbejde med Anna fra Urban Garden Company om.

”I år (2016) vil jeg være selvforsynende med grøntsager fra min lille have!” Sådan tænkte jeg en dag i februar måned, og jeg gik i gang med at planlægge, tegne skitser, gennemgå tidligere års havesuccesser og overveje, hvad der ville kunne lade sig gøre i min byhave. For jeg vil forsøge at være så selvforsynende med grøntsager fra min lille byhave, som det kan lade sig gøre, fra cirka midt i maj til midt i oktober.

Jeg lavede en liste over de grøntsager, som min mand og jeg elsker at spise, og som vi plejer at holde af at dyrke i haven. Og listen kom blandt andet til at indeholde agurker, tomater, forskellige slags salater, bønner, ærter, gulerødder, rødbeder, squash og kål.

Sådan bliver du selvforsynende med grøntsager

Udover grøntsagerne sår jeg også altid mange blomster for at have noget til alle insekterne, som kommer og er med til at bestøve og gøre anden nytte i min have.

 

Det gode samarbejde

Bedst som jeg var i gang med planlægningen af mit selvforsynings-eksperiment, blev jeg kontaktet af Anna fra Urban Garden Company, som ville høre, om ikke vi skulle lave et samarbejde. Og nu er det jo sådan, at ”urban gardening” handler om mere end selve havedyrkningen, det handler blandt andet også om fællesskab og vidensudveksling. Og det vil jeg virkelig gerne være med til at udbrede, så vi kan få meget mere af det.

Jeg har nu modtaget en hel stribe frø fra Anna (foruden den rigtig hyggelig snak, vi havde, da jeg en dag besøgte hende), og jeg har straks kastet mig ud i forspiringens ædle kunst. Blandt andet forspirer jeg agurker, som jeg skal have i mit drivhus, og det er en sand fryd hver dag at se, hvordan de små planter har vokset et lille stykke mere. Det er lige sådan noget, jeg elsker, ved at have have, også selvom det ikke er en stor have, jeg har. 
Jeg vil løbende lægge billeder om en agurks liv – fra frø til frokostbord – på min haveblogs Instagram-konto, og du kan følge med via hash-tagget: #agurkensrejse

Af andre frø, jeg har fået til mit projekt, kan blandt andet nævnes broccoli, gulerødder, forskellige bønner, samt ræddiker, kålrabi og vårsalat. De 3 sidstnævnte er alle gode efterårsgrøntsager, og den slags er gode at have, for det vigtigt at tænke på naturens gang og sæsoner for planter, når man som jeg vil være selvforsynende; det nytter ikke noget, at man planlægger at skulle spise rødbeder i juni måned, hvis de først er spiseklare midt til sidst i juli. Og for at få sæsonen til at vare længst muligt er det med også at så grøntsager, der kan holde til det danske efterårs- og måske endda vintervejr.

Kunsten at være selvforsynende i byen

3 gode grunde til at være selvforsynende med grøntsager:

1) De dejlige planter

Jeg elsker naturen, og jeg elsker at se noget grønt vokse op og udfolde sig fra bitte små frø til store planter. Det er dejligt afslappende at gå rundt og nusse om planterne og samtidig gerne få jord under neglene. 
Når du bor i byen, kan der være langt ud til naturen. Men hvis du har lidt have, om det så er på en altan, eller hvis du som jeg har en lille byhave, så kan du faktisk få sig mange skønne, grønne oplevelser alligevel, når bare du omgiver sig med krukker og bede med grøntsager, blomster og frugt.

2) Bæredygtighed og sundhed

Hvis du dyrker dine egne grøntsager, så er du med til at sørge for, at der bliver forurenet mindre med for eksempel bilos fra lasbilstransport, som jo helt undgås, når du kan gå ud og hente din mad på din altan eller i din have. Det er bæredygtigt at dyrke dine grøntsager selv, og hvis du kan dyrke dem økologisk, er det jo bare et ekstra plus på bæredygtigheds- og sundhedskontoen. Men lad være med at være hysterisk over det – det vigtigste er, at du dyrker lækre, friske grøntsager.

3) Det økonomiske

Og så er der også det økonomiske aspekt. Selvfølgelig koster det noget at starte en byhave op fra bunden, uanset om du skal ud at købe 3 krukker og plantejord til din altan, eller hvis du vil anlægge en større byhave med højbede. Men det kan helt sikkert godt betale sig, for i det lange løb vil pengene være tjent ind igen; tænk bare på den prisforskel, der er på at købe 100 radissefrø og 100 radisser i supermarkedet (og så er dine hjemmedyrkede radisser meget mere friske og smager bedre, end dem fra supermarkedet gør). Og krukkerne kan jo genbruges år efter år.


    At være selvforsynende i byen

    Maria Erica Jensen
    Maria har mere end 10 års erfaring med at dyrke grønt i byen. Desuden er Maria også forfatter, tekstforfatter og rejseblogger.
    Du kan læse mere om Marias selvforsynings-eksperiment på hendes blog Den Lille Have, eller på hendes Instagram-profil  under hash-tagget:
    #mitselvforsyningseksperiment.
     #agurkensrejse.




    Mere fra vores Blog

    Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne
    Sådan laver du din egen hyldeblomstchampagne

    12. Juni 2017

    Lav dine egen sommerbobler med denne opskrift på hylde-blomstchampagne fra River Cottage Spring.

    Læs mere

    En havebegynders bekendelser - 3. del
    En havebegynders bekendelser - 3. del

    31. Maj 2017

    Nå, så er det udplantningstid, kan jeg forstå på alle andre, der lystigt udplanter deres gevaldige vækster enten i drivhus eller på friland. Det er endelig blevet lunt og dejligt solskin derude og der burde ikke længere være risiko for nattefrost.

    Læs mere

    Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft
    Gør det selv - hjemmelavet syrenblomstsaft

    16. Maj 2017

    Blomster som syrener dufter fantastisk og smager endnu bedre. Brug syrener i saft, syltetøj, i is-tern og som drys på kager!

    Læs mere